Køkkenchef i Kokkenes Køkken: Vi prøver at få det bedste ud af situationen

Kokkenes Køkken i kontorfællesskabet Vibenshuset på Østerbro har stadig åbent, selvom det meste af Danmark er lukket ned. Under normale omstændigheder laver køkkenet mad til 600 kantinegæster, men her under coronaproblematikken er antallet af frokostgæster skåret ned til bare 30 personer.


Normalt ville frokostbuffeten i Vibenshusets kantine være anrettet med flere skåle salater, dagens ret ville stå portionsanrettet på flotte tallerkner og friskbagt brød ville ligge fremme på et skærebræt. Helt anderledes ser det dog ud i disse dage. På buffeten står take away bokse, der indeholder en wokret med nudler, oksekød og svampe. Og oven på hver plastikboks ligger en indpakket bolle. 

”Vi pakker al den mad, vi laver, separat i bokse til vores gæster. Brødet kommer også i en pakke for sig. Så skal gæsterne kun røre ved den mad, de selv skal have. Dermed reducerer risikoen for smitte,” svarer køkkenchef Bjørn Patik til spørgsmålet om, hvordan de passer på kantines gæster. Udover at maden bliver portionsanrettet i take away bokse, så er der også blevet opjusteret på håndsprit ude på bordene i kantinerestauranten og i køkkenet. 

”Vi gør det, vi hele tiden har gjort for at holde en god køkkenhygiejne. Men derudover sørger vi også for at spritte af, at skifte handsker ofte, at vaske vores hænder jævnligt samt at spritte dem af, inden vi tager handsker på. Og så spritter vi også handskerne af, når vi har taget dem på,” siger Bjørn Patik.

En surrealistisk situation

Selvom intet rigtig er som før, så synes Bjørn Patik alligevel, at det er rart at komme på arbejde.

”Denne her situation er surrealistisk. Men det er rart at kunne servicere de mennesker, der stadig er her i huset, selvom det er underligt pludseligt kun at skulle lave mad til omkring 30 personer, når vi normalt bespiser cirka 600 kantinegæster,” siger Bjørn Patik og tilføjer, at han også savner at lave mad og sparre med gode kollegaer. Siden nedlukningen af Danmark er han og en elev de eneste, der er på arbejde. Under normale omstændigheder er de 13 ansatte i køkkenet i form af en opvasker, cafémedarbejdere, tjenere, kokke og en elev. 

”Der er ikke så meget at lave som før, så dagene kan godt føles lidt lange. Men jeg sørger for at lave lidt lækker morgenmad til os i køkkenet, til receptionisten og til dem, der er i huset. Så sidder vi og hygger os lidt om morgenen. Og så gør vi vores bedste for, at folk stadig kommer ned i kantinen, og for at de går herfra med et smil,” siger Bjørn Patik og fortæller, at stemningen til at begynde med var lidt trykket i huset, men at de prøver på at få det bedste ud af situationen. Han nævner som eksempel, at dialogen med gæsterne er anderledes nu, hvor der ikke er så travlt. 

 

Man får en helt anden relation til de medarbejdere, der er i huset her under nedlukningen, da det er de samme 30 mennesker, der kommer hver dag.”

Bjørn Patik Køkkenchef i Kokkenes Køkken
Kokkenes Køkken Vibenhuset coronakrisen

Bjørn Patik, Køkkenchef i Kokkenes Køkken