Der skal være Ron på

Alle kender Ron. Også selvom de aldrig har mødt ham. Ron er en energisk kok fra Shakespeares fødeby, som elsker kage og at gøre folk glade. Til dagligt slår han sine engelske folder i Kokkenes Køkken hos Nordens største dækleverandør, og næste år fylder han 70 år. Ron er dog langt fra pensionsmoden.

Ron fra Kokkenes Køkken

Fra Stratford-upon-Avon via diverse lækre konditorier i Schweiz er Ronald ’Ron’ Walters endt i Varde, hvor han bor med sin danske kone, som han har mødt i hjemlandet. De havde egentlig planlagt at rejse videre ud i verden, men så fik de pludselig (ifølge Ron) fem børn, og så gjorde de den jyske vestkyst til hjem.

Og det er typisk Ron. Hver dag den samme glade og ukuelige mine uanset udfordringen. ”Det må være min mors irske blod i årene, der gør mig sådan,” lyder selvvurderingen.

”Ron, du skal lave kage”

Ron bevæger sig i pendulfart ind og ud af det halvåbne køkken hos Nordisk Dæk Import som et driftssikkert damplokomotiv. Hverken langsomt eller tvivlrådigt, men med små hurtige skridt til og fra buffeten for at servicere medarbejdere og gæster. Det er hans drivkraft: At sikre kunderne en god oplevelse.

Ron er udlært kok i 1978 i England, og så drev en indre glød ham udenlands. Først til Schweiz, hvor han bl.a. arbejdede på Hauptbahnhof Restaurant i Zürich. Hver aften serverede han mad for 1.000 spisende, indtil han en dag fik en uventet ordre.

”’Ron, du skal lave kage’, sagde de. Og jeg blev bidt af det med det samme. For det handler om at have overblik, være kreativ, virkelig forberede sig og så bruge en masse farver – det kan jeg godt lide.”

Og sådan Ron leder sit liv og sin karriere. I Danmark har det resulteret i arbejde på Hotel Munkebjerg i Vejle, diverse bagerier og hos LEGO. Alle steder med samme iver og kompetencer, som bl.a. har betydet, at det var ham - udlændingen, der skulle lære danskerne at lave wienerbrød (’Danish’ på engelsk).

Det er måske en af grundene til, at han oplever, at folk på gaden – selv når han besøger sin børn i København, stopper op og siger ”’Ej, er det ikke dig, der er Ron?”. Det griner han uhøjtideligt af.

Bare folk er glade

Efter 38 år i Varde taler Ron en svært skelnelig midtengelsk-vestjysk dialekt, der minder om en blanding af den flittige nisse, Günther, og kartoffelavleren, Oluf Sand, fra ’The Julekalender’. Det er selvfølgelig ikke helt retvisende, men det er med til at tegne billedet af en jordnær, ressourcestærk mand med glimt i øjet, som ved samtlige af sine børns fødsler har leveret kagemand til hele fødegangen. Blot fordi han nyder at gøre folk glade.

I fritiden hjælper Ron sin 83-årige svigerfar, som stadig er aktiv tømrermester. Med andre ord: Ron har giftet sig ind i den helt rigtige familie, hvor man nærmest først stopper med at arbejde, når man dratter om. Ifølge hans daglige leder, Mads Wellendorf, matcher det fint Rons arbejdsfilosofi.

”Udover god humor, så har Ron en stor faglig indsigt, som vi nyder godt af i hverdagen. Og så er han jo en arbejdshest, der skal bæres ud af køkkenet, før han går på pension.”

Som Ron siger: ”Den skal bare have fuld hammer, ikke?”
Frederikke Amalie Jensen

Kontakt

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til vores kommunikationsansvarlige Frederikke Amalie Jensen på telefon: 20 52 95 15 eller via mail.

Send mail