Idrættens Hus
i Brøndby:

Et multifunktionshus for dansk idræt, topatleter og hotelgæster.

Idrættens Hus i Brøndby har i mange år været samlingsstedet for Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark, Parasport og 62 specialforbund. General Manager, Anne Mette Kyhn, er kvinden der har stået i spidsen for den forandring som Idrættens Hus har gennemgået. Med et solidt fundament fra hoteldrift og en vision om at udvikle Idrættens Hus inden for hotel, konference og events, har Anne Mette Kyhn skabt en destination med en bred vifte af muligheder for besøgende.

Et Køkken i Centrum

En af hjørnestenene i Idrættens Hus Hotel & Konference er køkkenet, der spiller en afgørende rolle i den samlede oplevelse. Kokkenes Køkken står for forplejningen, hvilket betyder at morgenmad, frokost, aftensmad og mødeforplejning tilberedes af faguddannede kokke på stedet. Kokkenes Køkkens koncept SANS! er tilpasset og skræddersyet til brugerne af huset og tilbyder portionsanrettede måltider akkompagneret af en stor salatbuffet, der giver den nødvendige energi til et aktivt liv som atlet.

Tilknyttede ernæringseksperter fra Team Danmark sikrer desuden, at atleternes særlige ernæringsbehov bliver mødt.

”Samarbejdet med Kokkenes Køkken begyndte som en tremåneders prøveperiode i 2020. Vi ønskede at reducere madspild markant og tilpasse tilbuddet bedre til atleternes behov,” forklarer Anne Mette, der har et stort fokus på at holde en bæredygtig og grøn profil.

Gennem portionsanretning og lidt ændringer af konceptet, som fra start ikke indeholdt den store salatbuffet som Idrættens Hus ønskede sig, landede man i fællesskab på den løsning som husets gæster havde brug for, både eliten og de øvrige gæster. Og samarbejdet er udviklet løbende.

”Vi er et rigtigt god team i køkkenet her hos Idrættens Hus Hotel & Konference,” forklarer køkkenchef Peter Sindt Hansen, som her står sammen med Oliver Larsen (t.v.) og Nikolaj Buhl (t.h.), begge kokke i Kokkenes Køkken.

En grønnere profil

Udover de sportslige aktiviteter og velsmagende mad, har Anne Mette en ambition om mere grønt i huset. I samarbejde med Fælleshaven A/S, er gårdhaverne derfor blevet omdannet til frodige urtehaver med bede og højbede.

Køkkenchef Peter Sindt Hansen er begejstret for at kunne høste alt fra persille og beder til porrer og knoldselleri, og han bruger gerne de friske urter og grøntsager, som beriger den daglige madlavning og er med til at skabe en kulinarisk oplevelse.

Medarbejderne har omfavnet haveinitiativet helhjertet, og deltager frivilligt i pasningen af højbedene.

”Vi spurgte, om der var nogen, som havde lyst til at hjælpe med at passe bedene og det var der ti medarbejdere der havde lyst til. Det fungerer supergodt,” forklarer Anne Mette som synes at det er helt fantastisk, at den grønne profil er blevet meget tydelig i huset, og at medarbejdere bakker op om initiativet.

”Vi affaldssorterer naturligvis, og vi tænker miljø og bæredygtighed ind i alt fra indkøb til den daglige drift. Det er måske bare ikke så tydeligt som når man ser alle de her økologiske højbede med grøntsager, krydderurter og blomster. Det giver et boost at se, hvor frodigt det er blevet.”

Fordelen for kantinen er, at det er nemt at gå ud og høste. Blomster til bordene og det lille ekstra til retterne. Nogle krydderurter, som for eksempel persillen, har holdt hele sommeren og bliver ved med at give.

”Vi går meget op i grønt i Kokkenes Køkken og krydderurter er en fast del af vores indkøb. Men nu har jeg fire forskellige slags basilikum og ikke kun én, og det er sjovt at prøve sig frem med pestoer og andet. Det ville jeg ikke gøre i samme omfang, hvis ikke jeg havde det tilgængeligt lige uden for køkkendøren,” forklarer Peter.

Peter Sindt Hansen, køkkenchef i Kokkenes Køkken, høster dagligt grønt fra køkkenhaven i sommermånederne.

”Det er fantastisk at se, hvordan en urtehave på kun ét år er blevet så frodig. Vi bruger den dagligt,” forklarer Peter Sindt Hansen, køkkenchef i Kokkenes Køkken.

Små fine træskilte guider besøgerne til, hvilken plante de dufter til.

Pauserum

Ud over, at gårdhaverne er spiselige, har Anne Mette også fokuseret på at skabe et pauserum til husets gæster, hvor de kan nyde roen, duften fra blomsterne og den friske luft enten under møder eller efter en hård træning.

”Gårdhaverne er ikke kun en kilde til friske råvarer, men fungerer også som et roligt fristed med bænke placeret mellem planterne, hvilket giver mulighed for både socialt samvær i mindre grupper og personlig fordybelse,” forklarer hun.

Selvom vejen til en grønnere profil kræver investeringer, er Anne Mette overbevist om, at det er det værd:

”Idrættens Hus står for sportsånd, professionalisme og teamwork og vi inspireres af de dygtige atleters passion. Vi vil gerne give lidt tilbage og inspirere vores besøgende med gastronomiske oplevelser og sanselighed i de grønne haver.”

Idrættens Hus i Brøndby er således ikke blot et sportskompleks; det er et sted, hvor verdensklasseatleter, velsmagende mad og engagement i miljøet forenes for at skabe en ekstraordinær oplevelse for alle, der besøger stedet.

General Manager, Anne Mette Kyhn og køkkenchef i Kokkenes Køkken, Peter Sindt Hansen i en af de rolige gårdhaver, hvor duften af lavendel og citronmelisse på varme sommerdage kan duftes flere meter væk.

Fakta:

Idrættens Hus er et hotel- & konferencecenter samt et kontorkompleks, hvor Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark, Antidoping Danmark, Parasport og 62 specialforbund har til huse. Desuden rummer Idrættens Hus to sportshaller og et styrketræningscenter, der er designet med eliteatleterne for øje.

Idrættens Hus er ikke kun et sted for topatleter men også et sted for udefra kommende gæster, der ønsker at nyde godt af et moderne hotel med professionelle konferencefaciliteter og den bæredygtige og grønne profil, der giver både sportslige og afslappende oplevelser i smukke omgivelser.