Lones job er blevet mere spændende efter overdragelse

Det gik stærkt for Lone Detlefsen, da Kokkenes Køkken overtog kantinedriften hos Fjernvarme Fyn i starten af oktober 2021. Som erfaren køkkenmedarbejder bekymrede hun sig om at arbejde for et eksternt firma. En bekymring der – heldigvis – hurtigt blev gjort til skamme.

Kokkenes Køkken Lone

”Mit job er blevet mere spændende. Der er ikke én dag, der er ens. Det havde jeg godt nok ikke troet i en alder af 59 år.”

Sådan siger Lone Detlefsen, som har arbejdet i medarbejderkantinen på Fjernvarme Fyn siden 2013.

Hun er oprindeligt uddannet køkkenleder med et CV, der tæller alt fra Ringe Rådhus over forskellige børnehaver til en delikatesseslagter. Lone fortæller, at der inden for branchen er en udbredt frygt for at blive overdraget til et ”firma i firmaet”, når en ekstern udbyder overtager den interne kantinedrift.

Derfor var det også med skepsis og usikkerhed, at hun sidste år modtog meldingen om, at Kokkenes Køkkens skulle overtage kantinen på fjernvarmeanlægget. En kantine som leverer mad til over 200 ansatte og eksterne gæster samt mødeservice. Og hvor der i forvejen er travlt hver eneste dag.

”Jeg vidste ikke, hvad der ville ske. Det var en stor bekymring for mig, om jeg stadig ville have samme forhold til gæsterne. Og hvilke kollegaer jeg nu skulle arbejde sammen med. Men jeg synes, at meget af det blev gjort til skamme,” siger Lone.

Det skyldes især, at den nye køkkenchef Michael Nielsen er nede på gulvet, involverer sit team og tager imod forslag til ugens kulinariske temaer, mener hun.

Hans entusiasme smitter af på holdet, understreger Lone. Hvor kantinen før var traditionel med et par lune retter ledsaget af en salatbar, så arbejder Kokkenes Køkken meget mere med en rød tråd og gennemførte temaer.

Kokkenes Køkken Lone

”Jeg har savnet en chef, som får os med i arbejdsprocessen på den måde”, siger hun og fortsætter:

”Der er store variationer i menuen. Holdet er meget opmærksomme på at genbruge ingredienser for at undgå madspild og har et maksimum på 80 gram kød per person. Hver dag kører vi et nyt koncept, og jeg vælger en gang om ugen. Vi går meget op i at portionsanrette, pynte op og finde musik til maden. Alle sanser skal i spil, og det er virkelig lækkert.”

Kokkenes Køkkens SANS-koncept handler om at aktivere både det salte, søde, bitre, sure og umami. Hver tallerken er kreativ og pyntet flot, og der eksperimenteres med at kombinere nye ingredienser, så alle råvarer bruges.

SANS udfordrer Lone på en god måde, når salaterne og de kolde anretninger skal arrangeres.

Hun fortæller afslutningsvist, at som det ser ud nu, regner hun med at blive i sin nuværende stilling helt indtil sin pension.

Foruden Lone består køkkenholdet på Fjernvarme Fyn også af Rasmus Andresen på fuldtid og Allan Mortensen på deltid.